Kan du mærke, at du ikke kan overskue at komme i aften?
Har du mærket så meget efter, at du er endt i fosterstilling I stedet for til fest?
Åbner du ofte døren ind til dig selv, for at opdage, at der ikke er nogen hjemme?

Det er blevet en folkesport at mærke efter. Jeg oplever, at vi er blevet gode til det. 
Så gode, at vi nogle gange glemmer, hvad det egentlig var, vi sagde nej til.
Vi siger, det er grænser. 
Vi siger, det er selvkærlighed. Og det er det måske også.
Men måske er det også lidt for meget mærkeri?

Vi får at vide, at det er godt at mærke efter. At det er sundt. At det er healing. Og ja, grænsesætning er vigtigt, men måske skal vi også øve os på at sætte grænser for vores egne grænser?


For ellers ender vi med aldrig at blive konfronteret med noget som helst.
Heller ikke hinanden.

Vi kommer nemt til at tænke, at vi kun har værdi i et fællesskab, når vi er den sjove, glade eller overskudsagtige version af os selv. Men fællesskaber styrkes netop, når vi tør møde op i vores mere sårbare tilstande og viser, at det også er okay at være stille, træt eller eftertænksom.

Ved at vende fokus fra 'hvad får jeg ud af det?' til 'hvad kan jeg give?' kan en anden form for nærvær og forbindelse opstå.

Når vi reflekterer over vores valg og de resultater, de fører med sig, bliver det tydeligt, hvilke behov, grænser og prioriteter, der betyder noget for os. Den form for refleksion styrker vores evne til at handle bevidst i stedet for automatisk.

Et klassisk psykologisk trick er at forestille os samme situationen, men bare for en ven. Det kan give et tiltrængt perspektiv. Måske vil du opleve en anden omsorg for dig selv, eller ideer til, hvordan du kan navigere i situationen.