AviliusCecilie Milfeldt

Jeg har både gennem jobs og i frivilligt regi arbejdet med unge med forskellige psykiske udfordringer. Jeg synes grundlæggende, at ungdomslivet er vildt interessant – nok både fordi jeg selv er midt i det, men også fordi det er en tid med stor frihed og afgørende livsvalg.

Jeg er vokset op som den yngste af tre søskende i et hjem med højt til loftet i Hillerød. Efter 9. klasse tog jeg på udveksling til Costa Rica, hvor jeg i høj grad lærte at stå på egne ben. Til gengæld var det også her, jeg erkendte, hvor betydningsfulde mine nærmeste relationer er for mig. Derfor var jeg også rigtig glad for at vende hjem og starte i gymnasiet.

I mine sabbatår var jeg meget i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå. Efter at være droppet ud af en uddannelse gik det op for mig, at fællesnævneren for mine interesser og de jobs, jeg løbende havde haft, udsprang af en passion for at komme andre mennesker ved; derfor valgte jeg at læse psykologi.

Jeg synes, det er interessant at udforske, hvordan vi bliver påvirket af vores omgivelser og har i min omgangskreds erfaret, at mange føler sig utilstrækkelig på grund af høje forventninger til dem selv. For mig at se, er det vigtigt at fokusere på, hvordan vi kan sætte tempoet ned og gøre plads til fejl og tænkepauser.

I terapirummet benytter jeg mig ikke af en enkelt metode, men vil anvende forskellige perspektiver og værktøjer, alt efter de udfordringer, som du står med. Jeg forventer ikke at have én endegyldig løsning på dine udfordringer, men vil sammen med dig finde frem til alternative perspektiver og handlemåder, som kan hjælpe dig videre.