AviliusEsther Safir

I terapirummet er jeg omsorgsfuld, fordomsfri, tilstedeværende og lyttende. Du vil opleve mig som en livsglad og ærlig person. Jeg er af den holdning, at du er eksperten på dit eget liv, men at vi sammen kan udforske løsningsmuligheder. Du får en allieret sparringspartner, der kan hjælpe dig videre.

Jeg er vokset op med en fantasifuld mor, der skabte en verden med levende legetøj, talende dyr, og træer, der var forstenede trolde. Da jeg var 12 år, blev mine forældre skilt; det var en hård tid, men det satte også gang i en stærk personlig udvikling. I dag tilbringer jeg meget tid med familie og venner. Jeg bruger dans som et frirum, og så kan jeg godt finde på at synge karaoke derhjemme, når jeg har brug for at lege kendis for en tid.

Jeg har kæmpet en del med at finde et ståsted mellem de to forskellige kulturer, jeg er vokset op i. Jeg kan både føle mig hjemme og anderledes på samme tid i mange situationer. Jeg kan sommetider have svært ved at stå op for mig selv, hvis det fører til konflikt med én, som står mig tæt. Derfor ender jeg ofte med at feje det ind under gulvtæppet. Jeg føler også af og til, at jeg i hverdagens stress og jag kan glemme at spørge mig selv, hvor jeg hører til, og om mine valg er i overensstemmelse med, hvordan jeg ser min fremtid.

Fagligt interesserer jeg mig meget for kulturforskelle, herunder hvordan folk kan komme i klemme, hvis de afviger fra normen. Jeg synes det er interessant at studere menneskelige relationer på tværs af ligheder og forskelle. Derudover er jeg optaget af, hvordan man lever et meningsfuldt liv i en verden, hvor man kontinuerligt bliver konfronteret med forskellige krav og valg.