Avilius Bloggen | Klima, krig og kvindekamp: 5 grunde til at du skal engagere dig i valget
Book
en tid!
Avilius Bloggen

Klima, krig og kvindekamp: 5 grunde til at du skal engagere dig i valget

Er du gået lidt kold på valgkampen? Juliane giver fem gode grunde til at sætte sig ind i, hvad dit kryds betyder for dig og vores generation.

Skrevet 27/10/22 af Juliane Hemmingsen

Foto af Jonas Villadsen

Er du en af dem, der synes, at politik i dag drejer sig alt for meget om politikernes personaer og alt for lidt om selve politikken? Så er du ikke alene. Det er efterhånden svært at navigere i de forskellige politiske agendaer uden at skulle styre udenom makrelmadder og selfies, som de udelukkende poster for at fremstå mere ’likeable’ for et specifikt vælgersegment. Det er kommet så vidt, at vi bliver nødt til at gøre os umage for at skelne mellem politik og rendyrket populisme. Så jeg forstår godt, hvis du allerede er træt af skræmmekampagner og stemmehungrende politikere, inden valget næsten er gået i gang. Jeg vil dog alligevel opfordre dig til at engagere dig i folketingsvalget, og jeg har listet nogle af grundene til, hvorfor jeg stemmer, nedenfor.

1. Klimaet!

Selvom dette valg ikke bliver brandet som et klimavalg på samme måde som valget i ’19, så har vi som vælgere mulighed for at kræve, at klimaet sættes højt på dagsordenen. Derfor, stem på et parti, der prioriterer klimaet og hjælp politikerne til at forstå, at den unge generation slet ikke er færdig med at kræve klimahandling, og det kan kun gå for langsomt!

2. Det er vores fremtid, vi stemmer om

Det forestående valg kommer til at have indflydelse på en lang række punkter, som kommer til at få stor betydning for vores generation. Blandt andet diskuteres der i øjeblikket afkortelse af universitetsuddannelser, udflytning af studiepladser, psykologhjælp til unge, ressourcer i psykiatrien, dagpengesatser til nyuddannede osv. – med andre ord mange beslutninger, som kommer til at få en reel indflydelse på vores hverdag. Det er altså vores fremtid, vi stemmer om, så selvfølgelig skal vi være med til at bestemme.

3. Ligestilling! Kvinder i Folketinget!

Selvom de fleste har det med at anse Danmark for at være kommet langt i ligestillingsdebatten, så er der altså stadig aaalt for mange punkter, hvor vi er håbløst bagud. Blandt andet er det pt. kun 70 ud af folketingets 179 medlemmer, der er kvinder! Det er for dårligt – men samtidig er det et af de punkter, hvor vi vælgere kan få stor indflydelse. Derfor har jeg tænkt mig at stemme personligt og stemme på en kvinde til det forestående valg, så vi kan få en mere ligelig kønsfordeling i folketinget. Og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme.

4. Ung indflydelse

Vi unge får normalt ikke en stemme, det gør vi nu! Vores aldersgruppe er kraftigt underrepræsenteret i befolkningsstatistikken. Faktisk sidder unge under 30 år kun på 18% af stemmerne, mens dem over 50 år sidder på over halvdelen af de samlede stemmer. Denne skævvridning vil fortsat stige de næste mange år, i takt med, at de ældre generationer vokser, og de yngre skrumper ind. Jeg forstår derfor godt, at det kan virke formålsløst at bruge vores stemme, når vi er i så stort mindretal. Omvendt vil jeg argumentere for, hvor vigtigt det er, vi stemmer, netop af denne årsag! Hvis ungdommen skal høres, skal vi op at have en virkelig høj stemmeprocent, og derfor er det så afgørende, at vi tager hinanden i hænderne og går ned og sætter det kryds d. 1. november. Ungdommen skal tænkes ind i den politik, der føres.

5. Udøv din demokratiske ret

Hvis du stadig ikke synes, at jeg har argumenteret godt nok for min sag, så kommer her et sidste skud i bøssen. Vi skal huske på, hvor heldige vi er at leve i et samfund, hvor vi hver især har indflydelse på, hvordan landet formes, og om ikke andet så skylder vi dem, der endnu ikke har det privilegie, at værne om den demokratiske ret. Vi skal passe og pleje demokratiet og med det – fællesskabet. Så stem. Og hvis du ikke ved, hvad du vil stemme, så stem blankt. Men stem.

For hver stemme tæller.

Velkommen til Avilius!

Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.

Random artikler

01/09/20

Fire øvelser til at tæmme social angst

Social angst er en insisterende ubuden gæst hos de fleste af os. Lær at komme den i forkøbet, når den sparker døren ind.

Skrevet af Tamara Hveisel Hansen

Foto af Anne Krogh

09/01/20

Hvorfor er det så svært at være ung?

Halvdelen af vores generation har det ikke godt. Vi er en generation i mistrivsel – men hvorfor?

Skrevet af Avilius-holdet

Avilius Bloggen

Er Avilius det rigtige for dig?

Book en tid direkte eller skriv til os her! Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

I tvivl? Ring til os på 74 44 44 69!

Det er ok bare at være nysgerrig.

Uanset om du er klar til at starte i terapi, har konkrete spørgsmål eller bare vil vide lidt mere om os, kan du skrive til os her. Vi svarer i løbet af et par dage.

“For there is always light, if only we’re brave enough to see it – if only we’re brave enough to be it” — Amanda Gorman, The Hill We Climb
“Hvis du kunne gøre det hele igen, ville du gøre det hele igen” — Caspar Eric, Alt hvad du ejer
“The only way out is through” — Iceage, Lockdown Blues
“Den der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet” — Karen Blixen, 1932
“Én dag af gangen med min ryg op af muren, hovedet helt i vejret og benene på jorden” — Artigeardit, Stå Op Gå Ned