Terapi
Terapeuter
Teamet
Blog
Book en tid

Hvorfor er det så svært at være ung?

Jonas Schøsler

12/01/19

Noget tyder på, at det er blevet sværere at være ung. Et stigende antal af unge mellem 16-24 år udviser symptomer på angst, stress og depression. Endnu flere af os har problemer med søvn og ensomhed. Det kan selvfølgelig tænkes, at det ikke er blevet vanskeligere at være ung, men at der er sket en gradvis aftabuisering, som har skabt et offentligt rum for psykisk mistrivsel. Alligevel er det som om, at noget er anderledes.

I 2018 lød det i en artikel fra Mandag Morgen, at de danske unge er den mest ulykkelige aldersgruppe i Danmark. Det tegner skidt, hvis den tid, hvor vi burde være fulde af livsenergi, mod og visioner, er den tid, hvor vi mistrives mest. Hvor er det gået galt? Vi har på mange måder de bedste forudsætninger for et godt liv, end nogen tidligere generationer har haft.

Teknologiske og videnskabelige fremskridt har gjort det nemmere at holde sig sund, rejse verden rundt, blive selvstændig, søge oplysning og uddanne sig. Feministiske bevægelser har skabt rum for at være lige præcis den, som man har lyst til at være. Selvom vores udgangspunkt er forskelligt fra hinanden, så har de fleste af os muligheden for at leve det gode liv.

Så hvorfor er vi ikke lykkeligere?

”De unge er i den grad presset af hele tiden at skulle skabe deres egen identitet, deres egen særlighed, alt imens de hele tiden føler sig forkerte og utilstrækkelige. Og det er dér, sårbarheden bliver langt mere udbredt og nærmest et indbygget vilkår i ungdomslivet.”

— Noemi Katznelson, Daglig leder af Center for Ungdomsforskning på Århus Universitet

Katznelson snakker om en sårbarhed i ungdomslivet som et vilkår, hvilket næsten får det til at lyde som en periode, det gælder om at overleve og komme ud af hurtigst muligt. Skal det virkelig være sådan? I samme artikel står det skrevet, at vi helt grundlæggende mangler viden om, hvad der ligger bag de støt dalende trivselsmålinger blandt unge. Vi kan ofte læse os til, at sociale medier, præstationskultur og karakterræs sætter unges selvværd under pres. Det er uden tvivl nogle strukturelle rammer, der kan gøre det svært at være ung, men sociale medier er ikke i sig selv skadende; det er konkurrence eller forventninger heller ikke. Det bliver først farligt, når vi begynder at bruge dem som målestok for, hvor meget vi er værd. Hvis vi binder vores succes og identitet op på eksterne kriterier, som gode karakterer, skønhed eller karriere, så skal vi hele tiden leve med angsten for at tabe det hele på gulvet. Hvis vores selvværd og psykiske velvære står og falder med, hvor dygtige og smukke vi er i sammenligning med andre, så er der intet at sige til, at vi ikke er lykkeligere.

Jeg tror, at vi – i en tid, hvor vi kan beskære alt det grimme fra, alle nederlagene, en tid, hvor vi så let kan skjule ensomheden og få livet til at ligne én lang fest – har opstillet nogle uopnåelige og usunde betingelser for det at være menneske. Vi har accepteret en række præmisser om, at vi altid skal være i fremdrift, være i form, rejse rundt, være sammen med nogen, se smart ud, mv. Vi ved godt, at solen ikke altid skinner på os, men alligevel bilder vi os selv ind, at det ikke gælder for andre.

Vi skal have nogle andre præmisser for det gode liv, der er langt mere bæredygtige, som fx at være en omsorgs- og tillidsfuld person. At være en god ven eller kæreste. Eller være én, der lytter opmærksomt til andre. Det er egenskaber, der ikke er afhængige af din øvrige succes. Derimod er det egenskaber, der som regel betinger et kærlighedsfyldt liv med mennesker som holder af dig.

Selvom vi i et fornuftigt øjeblik kan sige til os selv, at det handler om at være et godt menneske og hvile i det vi har, mere end det handler om at præstere eller at se godt ud, så glemmer vi det hurtigt, når vi fortaber os i stiliserede Instagram-profiler. Eller når det føles som om, at alle omkring os ligger i overhalingsbanen, imens vi selv står parkeret i vejkanten med havariblinket tændt.

Det er ikke så underligt, at det er blevet sværere at stille sig tilfreds med at være gennemsnitlig, som de fleste af os nu engang er, når vi er en generation, der er mestre i at få det ordinære til at se perfekt og eventyrligt ud. I en verden, hvor vi i mindre grad end før mødes fysisk, har vi lært at forvalte os selv strategisk i den digitale sfære.

’Strategisk selvforvaltning’ er et begreb fra socialpsykologien, der betegner den tendens, at nutidens unge mennesker i mødet med samfundets krav vælger at agere politisk og strategisk, i stedet for ærligt og autentisk. Vi veksler autenticitet for anerkendelse. Problemet er, at et vedvarende tab af autenticitet efterlader huller i sjælen, alt imens anerkendelsen hurtigt fordufter.

Så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor vores generation har det så svært, så tror jeg, at én af årsagerne er, at vi har gjort det sværere for os selv og for hinanden at føle sig tilstrækkelig. At føle man er et sted i livet, der er OK. At vi ikke halter bagefter alle andre. At vi sgu egentlig ser helt OK ud. Vi skal genvinde den autenticitet og ærlighed, som vi har givet i bytte for glansbilleder om evige sejre, aktive livsstile og vidunderlige ferier.

Vi kan godt lægge en eller anden overdådig frokost op på Instagram, så længe vi lige husker hinanden på, at alle de andre dage spiser vi rugbrød med leverpostej.