Avilius Bloggen | Poor core, clean girl eller quiet luxury: 10 tips til dig i tøjkrise
Book
en tid!
Avilius Bloggen

Poor core, clean girl eller quiet luxury: 10 tips til dig i tøjkrise

Vi dykker ned i tøjkrisen, og hvordan vores identitet er blevet syet ind i vores påklædning. Læs vores råd til at at undgå at blive skudt af tøjkrisepilen!

Skrevet 27/09/23 af Caroline Lautrup

Foto af Anne Krogh

Avilius Bloggen

Poor core, clean girl eller quiet luxury: 10 tips til dig i tøjkrise

Vi dykker ned i tøjkrisen, og hvordan vores identitet er blevet syet ind i vores påklædning. Læs vores råd til at at undgå at blive skudt af tøjkrisepilen!

Skrevet 27/09/23 af Caroline Lautrup

Foto af Anne Krogh

Hvordan vil du fremstå? Hvem vil du være i dag? Ser du sej ud? Minnas Kaffebar-core? Bevi Bevi-luxury? Assistensens-outdoor? Thrift Planet-scouter? Hjemmelavet crochet girl? Eller er du ligeglad? Der er frit valg! Du scroller gennem stilarter på Instagram og TikTok, hvor din algoritme har afkodet, at du skal have hjælp til garderoben. Men det er bare inspiration, for du skal alligevel heller ikke helt ligne dem. Så skal du hægte dig på, eller hægte dig af? 

Et overfladisk problem?

En tøjkrise kan virke som en overfladisk og navlepillende udfordring, men den kan have stor indflydelse på vores selvfølelse og selvtillid. At klæde sig på er ikke længere blot en funktionel ting, men en måde at udtrykke vores identitet på og navigere gennem sociale trends og identitet. Derfor kan tøjvalget tage en drejning og udvikle sig til en eksistentiel tøjkrise.

Hver dag i Københavns gader kan virke som om, at vi deltager ufrivilligt i modeugen.

— Caroline Lautrup, kommunikationsansvarlig i Avilius

Hver dag i Københavns gader kan virke som om, at vi deltager ufrivilligt i modeugen, hvilket kan føre os ind i tvivl om vores egen stil. Forventningen om, at vores identitet skal afspejles i vores ydre påklædning, kan nogle gange føre os ind i den klaustrofobiske tøjkrise, der gør det svært at komme ud af døren! Det kan nemlig gøre os forvirrede om, hvad vi gerne vil udstråle, eller hvilken type vi er.

Her er nogle sætninger, som indikerer tøjkrisens stemmer:
  • Jeg har jo intet tøj, selvom det vælter ud med tøj
  • Jeg gider ikke gentage det samme outfit  
  • Det ser ikke ligeså sejt ud på mig, som det gør på andre 
  • Jeg trænger til nyt tøj, men har ingen penge 
  • Alle andre er gode vintage-scoutere, men jeg kan ikke finde de gode ting
  • Det sidder ikke som jeg vil have det
  • Jeg ved ikke engang, hvad min stil er længere.
  • Mit tøj ligner datid og afspejler ikke den nutidige mode
  • Jeg vil gerne prøve noget nyt, men er bange for at træde ud af min komfortzone
  • Nu roder det for meget, så jeg kan ikke finde noget 
  • Det hele føles forkert at have på, det kradser og klør
  • Bukserne sad anderledes sidste sommer

Vores tøj som visuelt udtryk for identitet

Hvorfor er det vigtigt, hvilken uniform vi har på? Burde yogabølge, genbrugstøj og frie muligheder ikke udfase fokus på den ydre materialitet? Spørgsmålet om, hvorfor vi tillægger tøjet værdi, er mere komplekst, end det umiddelbart virker. Vores påklædning er nemlig vores helt eget visuelle sprog, der kommunikerer en del af vores identitet til omverdenen. Det kan signalere, hvilken 'gruppe' vi ønsker at tilhøre, og være et pejlemærke på vores kulturelle baggrund, vores værdier og vores personlige smag. Overfloden af muligheder har også gjort identitet og tøj til noget, som du selv kan vælge. Derfor vælger vi også, hvilken 'gruppe' vi vil tilhøre. Når vi mærker en ubalance mellem, hvordan vi ønsker at udtrykke os, og det, som vores tøj faktisk kommunikerer, kan det udløse en tøjkrise. Ligesom vi nogen gange higer efter en voksen til at fortælle os, hvilken vej vi skal gå, kan vi have brug for en identitets-stylist i tøjkrisen. En livline, vi kan ringe til, som kan udpege, style og fikse os, når vi føler os i uoverensstemmelse med vores ydre.

Her er nogle konkrete ideer til, hvordan vi kan bevæge os uden om tøjkrisen!

1. Vælg dét, der får dig til at tænke mindst på dit tøj  

Når vi føler os overvældet af valget af tøj, kan det hjælpe at gøre det minimalistisk og neutralt. Det kan være en indikator for, at det ikke var i dag, vi havde overskud nok på kontoen til at eksperimentere. Vi behøver ikke altid at være udtryksfulde, farverige og legende i vores ydre. Nogen gange skal tøjet ikke have værdi, fordi der er andre tanker og følelser der fylder. Så er det hellere den indre garderobe, der skal besøges, frem for det ydre. Derfor kan neutrale farver og enkle styles være gode valg, da de ikke trækker for meget opmærksomhed.

2. Vælg et køkken og en hovedret  

Ligesom hvis vi spørger os selv, hvilket køkken vi har mest lyst til at spise, kan vi gøre det samme med vores tøj. Først tage temperaturen på vores stil-humør og derefter vælge et stykke tøj, som er hovedretten. Det kan være de gode bukser, du skal krydre op og bygge dit outfit op omkring. Det kan gøre processen mere overskuelig og mindre stressende!

3. Kend din krop

Selvom der er trends, sejt vintage tøj og dristigt hår, så er det vigtigt at kende sig selv og det, man egentlig trives i. Selvom den lavtaljede buks er i høj kurs, og selvom den kan være det perfekte valg for nogle, så er det ikke nødvendigvis det, der føles godt på lige præcis din krop. Hvis vi insisterer på at prøve kræfter med tøj, vi hverken synes er behageligt eller klædeligt, bidrager det ikke til en positiv oplevelse. Det bliver ved med at gøre os utilpasse, hvis vi konstant forsøger at passe ind i noget, som ikke er vores snit. Når vi kender vores krop, behøver vi ikke at udfordre det hver gang, vi prøver tøj.

4. Gør dig nysgerrig på din egen stil 

Har du egentlig gjort dig tanker om din egen stil, eller er det ren lodtrækning? Hvis man vil se ud, må man starte med at se ind, så man kan sætte rammerne for, hvad man egentlig selv kan lide. Ligesom i 'Kender du typen', kan du gå på jagt efter ting i din garderobe og blive mere bevidst om din stil. Det behøver nødvendigvis ikke at have en rød tråd, men det er vigtigt at have en idé om, hvilken stil du føler dig bedst tilpas i. Hvis du accepterer og kender dine præferencer, kan det mindske presset for at skulle passe ind i en skabelon. På den måde kan tøjkrisen blive en katalysator for, at mærke efter, hvad du egentlig kan lide.

5. Vend tøjkrisen til en kreativ udfordring 

Selvom du nok ikke har brug for det her råd, når du står midt i kampens hede, så kan det hjælpe at se det som en udfordring, inden processen når at blive presset. Hvis du gør det til en mere sexet og kreativ udfordring i stedet for en byrde at finde tøj, kan det også være sjovt at skabe nye kombinationer med det tøj, du allerede har og gøre rammerne hyggelige. Drik en kaffe og sæt musik på, så processen er mere underholdende og mindre stressende. Så kan tøjet pludselig blive noget, som kan stimulere din kreative muskel.

6. Undgå at falde i overanalyseringens fælde 

Det kan hjælpe at træde et skridt tilbage fra rampelyset og give os selv tilladelse til ikke altid at skulle træffe beslutninger. Tøjet behøver ikke at ligne forsiden af Vogue. Du er stadig lækker, selvom du måske har haft de gode jeans mange gange. De omkring dig tænker for det meste på, hvad deres eget tøj udstråler. Derfor kan det hjælpe at lave restriktioner for din indre dommer, så tøjet ikke kun handler om kroppen.

Selvom vi nok godt ved, at det hjælper at tale pænt til sig selv, kan det være svært at bryde de negative formuleringer, vi fortæller os selv i spejlet. Derfor kan restriktioner hjælpe med at blive bevidst om den indre kritik. Giv dig selv udfordringen, at hver gang en kritisk stemme høres i dit hoved, skal du sige noget positivt til dig selv. På den måde øges bevidstheden om den negative indvirkning, hvilket kan reducere stressen omkring påklædningen.

7. Fokuser på det tidsløse tøj og den universelle nødplan

Når medietrykket er stort og puster til vores selvopfattelse, kan vi søge tryghed i det tidløse, alsidige tøj, der altid kan findes frem. Dette reducerer antallet af valg, og gør det lettere at sammensætte outfits og booste hverdagsmotivationen. Det kan være et par "go-to" outfits, der altid fungerer, så du altid har en backup-plan, når du mærker usikkerheden sætte sig fast i tøjet.

8. Gør det hyggeligt at planlægge aftenen inden 

Hvis du ofte bliver skudt med tøjkrisepilen om morgenen, kan det hjælpe at gøre tøjet til en hyggelig planlægning aftenen før. Så kan du sætte lidt musik på højtaleren, så det ikke er tidspresset, der giver anledning til tøjkrise.

9. Afled opmærksomheden ved at fokusere på tilbehør

Hvis du har svært ved at vælge hele outfit, kan du i stedet fokusere på tilbehør som smykker, tasker, bælter eller sko. Det kan være detaljer, som kan ændre hele udtrykket af dit tøj. Hvis du føler dig usikker ved at prøve noget nyt, så afled opmærksomheden med en iøjnefaldende halskæde eller et stykke tøj, som du er tryg ved!

10. Det er også okay, at det ikke spiller! 

Vi er kommet til at sætte et pres på mange områder i vores liv, hvor perfekthedskulturen har sneget sig ind. Derfor må vi blive bedre til at bære over med os selv og acceptere, at der nogle gange vil være dage, hvor vi simpelthen bare føler os forkerte i vores uniform og hader vores garderobe. Det er her, vi må genfinde evnen til at omfavne funktionalitet frem for ren æstetik, så vi ikke lader imposter-udyret tage styringen..

I stedet for at lade os diktere af bekymringer om det visuelle, kan vi fokusere på funktionen bag tøjet, der hjælper os med at bevæge os gennem dagen. Vi er alle lækre og unikke skabninger, selvom det kan være svært at finde vores unikke stil, føle os tilpasse vores kroppe og følge med i mode-kapløbet. Selvom vi kan gå rundt og lades som om, at vi har trukket et outfit med lukkede øjne, kan vi allesammen blive skudt af tøjkrisepilen.

I det store billede er der vigtigere ting i livet, end hvordan vi er klædt på <33

Velkommen til Avilius!

Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.

Random artikler

27/07/21

Selvværdets værdi

Vores indre pointsystemer kan både være destruktive og konstruktive for vores selvbillede.

Skrevet af Rachad Koleilat

Foto af Jenny Amdi

03/11/22

Hjælp: Jeg har pengestress!

Jeg står i SuperBrugsen med bankende hjerte og kigger på tomater. Jeg lægger de konventionelle i kurven og slår mig selv i hovedet.

Skrevet af Juliane Hemmingsen

Foto af Jonas Villadsen

Avilius Bloggen

Er Avilius det rigtige for dig?

Book en tid direkte eller skriv til os her! Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

I tvivl? Ring til os på 74 44 44 69!

Det er ok bare at være nysgerrig.

Uanset om du er klar til at starte i terapi, har konkrete spørgsmål eller bare vil vide lidt mere om os, kan du skrive til os her. Vi svarer i løbet af et par dage.

“Én dag af gangen med min ryg op af muren, hovedet helt i vejret og benene på jorden” — Artigeardit, Stå Op Gå Ned
“The only way out is through” — Iceage, Lockdown Blues
“Hvis du kunne gøre det hele igen, ville du gøre det hele igen” — Caspar Eric, Alt hvad du ejer
“Den der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet” — Karen Blixen, 1932
“For there is always light, if only we’re brave enough to see it – if only we’re brave enough to be it” — Amanda Gorman, The Hill We Climb