Brevveksling: "Min baby er en zucchini. Er jeres nået citron-stadiet endnu?"

Oscar Lui Bjerre er nuværende samtalepartner i Avilius. Oscar bor på Amager og venter barn med sin kæreste gennem to år. Juliane Hemmingsen er tidligere samtalepartner i Avilius og venter barn med sin mand. Parret er for nyligt flyttet i hus på landet.

Hey Julle,

Vi har talt lidt løst om at skrive en artikel sammen om at vente barn for første gang. Jeg tænker, at jeg bare kaster os ud i det med denne besked, og at vi herfra kan bevæge os lidt legende frem og se hvordan det udvikler sig?

Vi befinder os jo i ret lignende situationer, og alligevel så forskellige. Vi har begge rundet 25 uden at være fyldt 30, bor begge i København uden rigtigt at bo i København, er begge sådan cirka et speciale fra at være uddannede psykologer og har begge allerede taget hul på arbejdslivet som terapeut.

Og så venter vi altså begge to vores første barn! - med hver vores partner skal det måske understreges? haha - til hhv. februar i dit tilfælde og til maj i mit.

Hvad angår forskelle, har du været sammen med din partner i 6 år, I er gift og har for nylig købt et hus på landet sammen, imens jeg kun har kendt min partner i lidt mere end 2 år og ikke har udsigt til fraflytte vores tætpakkede 2-værelses lejlighed lige foreløbigt.

Derudover er du dobbelt så langt inde i graviditetsprocessen som jeg er; imens mit kommende barn kun netop har nået samme størrelse som en citron og hverken har køn eller navn endnu, bærer du rundt på en stor, rund og flot mave med en legit baby indeni, der både har køn og måske et navn og mærkbart bevæger sig rundt derinde og sover til middag. På den måde repræsenterer du måske en mere klassisk måde at stifte familie på, end jeg gør?

Og hvad umiddelbart vigtigere er, så repræsenterer du den kvindelige side af at vente barn, den fysiske graviditetsproces, udsigten til at skulle føde og udsigten til at blive mor, imens jeg kan tale ind i de mere mandlige aspekter af at skulle blive forælder; at vente barn uden at mærke graviditeten på egen krop, befinde i en mere sekundær rolle osv.

Pudsigt som snakken om graviditet og forældreskab fortsat er så mega kønnet, kommer jeg til at tænke på. "Vil I vide kønnet?", "Håber I på en dreng eller en pige?", "Hvad skal barnet hedde, hvis det bliver en pige? Hvad hvis det bliver en dreng?" osv. Det behøver vi ikke gå længere ind i, jeg syntes bare det er bemærkelsesværdigt, hvordan en graviditet - måske fordi biologien er så hamrende tydelig og stort set det eneste man endnu har at forholde sig til - synes at sprede et lidt mere traditionelt normsæt.

Nok om det... lad os hellere komme i gang med det centrale spørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvordan i alverden det opleves at være midt i sin første graviditet og kigge ind i snart at skulle blive forælder.

Tak for at dele dine refleksioner med mig og vildt at se de mange forskelle og ligheder listet op på den måde – jeg bliver næsten helt flov. Jeg kommer måske nok til at tænke, at vores situationer er mere sammenlignelige end de egentlig er, netop fordi vi begge er unge, og på mange måder har kastet os hovedkulds ud i noget, som vi, for at være ærlige, ikke ved ret meget om. Samtidig har du jo fuldstændig ret i, at omstændighederne omkring mit forestående forældreskab er langt mere traditionelle end dine, i hvert fald hvis vi tænker traditionelt som lidt mere gammeldags og vores-forældres-generation-agtigt.

Jeg tror, at jeg endnu ikke har tænkt mig selv ind i en traditionel forstand, da jeg føler mig anderledes i forhold til min egen generation. Jeg er netop fyldt 25 år. De fleste af mine venner har endnu ikke skænket børn en tanke og stiller sig helt på hælene over de mange afkald, som børn og familieliv jo medfører. Jeg kan godt føle, at jeg befinder mig i et limbo mellem at være ung mor og ikke at være det. Det kan til tider føles lidt ensomt. Jeg føler ikke, der er så mange andre, der passer ind i min kategori.

Hvordan er det for dig som 28-årig – føler du, at du har jævnaldrende at spejle dig i?

Jeg synes, det er spændende, du nævner kontrasten mellem at være mor og at være far. Indtil videre er det min oplevelse, at min mand kan føle, at jeg er mere knyttet til baby, end han er, netop fordi det er mig, der bærer maven. På den ene side har han måske ret. Jeg mærker en meget fysisk forandring på min krop, som, lad mig være helt ærlig, også kræver en del tilvænning – jeg skifter hele tiden mellem at føle mig kvindelig og smuk og at føle mig stor og firkantet. Det er også mig, der hovedsageligt mærker de mange spark, som vores baby efterhånden kvitterer med. På den anden side, føler jeg mig ikke lige så følelsesmæssigt forbundet til det, der rumsterer inde i maven, som jeg havde regnet med – og som jeg tænker min kæreste også kan tro. Nogle gange kan jeg faktisk synes, det er lidt klaustrofobisk og freaky, at der svømmer en eller anden levende skabning rundt inde i min livmoder. Andre gange bliver jeg lykkelig og forestiller mig, hvordan det bliver at holde ham i mine arme. 

Jeg har virkelig også undret mig over den kønnethed som en graviditet medfører! Gad vide, hvad det er, der gør det okay kun at tale om en helt binær kønsopdeling, når det kommer til et ufødt barn, mens det er så hamrende umoderne at gøre det om et levende? Det kom også bag på mig, hvilken tryghed det gav mig at vide det biologiske køn, fordi jeg på den måde meget lettere kunne forestille mig det liv, jeg kommer til at få med min søn. Samtidig forvirrer det mig, for hvordan ved vi, hvilket køn han er, indtil han selv har taget stilling til det, og hvorfor får det overhovedet lov til at få så stor betydning? Mit barn er jo den, mit barn er – ligegyldigt hvilket køn, det vælger at identificere sig med. 

P.S. Cute med jeres citron-baby, min er pt. på længde med en zucchini (btw what is up med hele tiden at sammenligne barnets størrelse med frugt og grønt?)

Hej igen,

Det var virkelig ikke min mening at gøre dig flov, da jeg foreslog, at din situation er mere klassisk end min. Måske "etableret" havde været et bedre ord? Det klinger ligesom lidt mere positivt og bemyndigende og styr-på-livet-agtigt, imens "klassisk" måske smager lidt konservativt og uoriginalt på en måde, der giver de fleste unge lyst til at spytte det ud igen? Det er svært at sige - for mig personligt rimer "klassisk" lidt på romantik og mening. Personligt synes jeg desuden også, at det er mega sejt, hvordan du er i fuld gang med at realisere det liv, du drømmer om, selvom du oplever uforståenhed og undren, måske endda skepsis og modstand, fra dine jævnaldrende. Tænk at det i dag meget vel kan indebære at føle sig anderledes og ensom midt i det hele - som du så modigt indrømmer - hvis man vælger at få et barn som 25-årig. Det siger vist en del om kulturen og om vores generations værdisæt, men fremfor at dykke ned i det, vil jeg hellere blive på det mere personlige spor og svare på nogle af dine interessante betragtninger.

Lad mig begynde med spørgsmålet om hvorvidt jeg har kunnet spejle mig i nogle jævnaldrende og hvilken betydning det har haft. Der er mange ting, jeg får lyst til at dele i denne sammenhæng. Den første er, at jeg - lidt ligesom dig virker det til? - siden gymnasiet har følt mig ganske anderledes ift. spørgsmålet om at sætte børn i verden.

Måske flere af mine venner end jeg regner med har haft det på samme måde? Det er svært at sige. Måske mange andre har haft det på samme måde som jeg dybest set, men vi bare har haft pokkers svært ved at finde hinanden i det, fordi nogle individualistiske tendenser indirekte har skambelagt det ret effektivt.

No matter what, så gjorde det i hvert fald en ret skelsættende forskel for mig, da jeg sidste år for første gang hørte fra en ven, at han og kæresten ventede barn. Der skete ligesom et skifte fra "jeg bør vente, selvom jeg har lyst" til "what, jeg kan og må jo godt! Også selvom jeg er fattig. Også selvom vi bor i en lille lejlighed. Også selvom jeg ofte føler, jeg slet ikke har styr på livet." Så det var én konkret og ret kraftig oplevelse af, hvilken betydning det kan have for paratheden til at springe ud i det, at kunne spejle sig i nogen. En anden sådan oplevelse havde jeg igen for nogle uger siden, da en af mine aller, aller tætteste venner fortalte mig, at han og kæresten - ligesom os - venter barn til maj. Jeg blev overrasket over hvor stort et indtryk denne nyhed faktisk gjorde på mig. Udover at være glad på deres vegne, kunne jeg mærke, at det hos mig skruede op for begejstringen og ned for tvivlen omkring at blive forælder. Det har ligesom en betryggende virkning at vide, at han og de gennemgår de samme ting som os, og at vi vil kunne støtte os op ad hinanden hen ad vejen; under graviditeten, ifm. fødslen, barselsperioden og for så vidt resten af livet. Det virker alt sammen enormt dyrebart, også selvom det samme kan siges at have gjort sig gældende mellem min partner og jeg fra begyndelsen. Men det er ligesom noget andet, vi er mere en slags enhed - et bredere fællesskab omkring det hele, særligt med jævnaldrende i nogenlunde lignende situationer, virker ekstremt givende og vigtigt.

Nå, det var en længere smøre om det her med betydningen af at have nogle jævnaldrende at spejle sig i. Du skriver om tilknytningen til baby, at du ikke føler dig så følelsesmæssigt forbundet, som du havde forventet, og at det endda kan være ret freaky for dig, at der flyder en eller anden levende skabning rundt i din livmoder. Det virker for mig som om, at du tager hul på et forholdsvis tabubelagt emne med disse meget ærlige ord - har du lyst til at uddybe? Jeg forestiller mig, at det kan være ret skambelagt, navnlig som mor. Som mand/far virker det lidt som om, at man i større grad er undskyld på forhånd. "Det er helt normalt, at far først fatter det ved nakkefoldsscanningen, eller når han holder baby for første gang, eller når han kan begynde at lege med baby." Jeg synes jeg møder denne slags udsagn og forventninger, men har indtryk af, at mor er underlagt et andet forventningspres i stil med: "Den følelsesmæssige tilknytning skal helst være intakt og fuldkommen fra day one, ellers er der grund til bekymring." Det er måske sat på spidsen, men kan du genkende det billede, jeg tegner? Hvordan er det i så fald at indgå i? 

Tak for at dele dine tanker! Jeg kan godt spejle mig i dine refleksioner omkring måske at være mere rettet mod nogle ’vokseninteresser’ i en tidligere alder end min omgangskreds. I tillæg til det, synes jeg det kønsmæssige aspekt, du nævner, er utrolig interessant og formentlig også relevant. Jeg tror, du kan have ret i, at mange drenge og mænd stadig kan føle, at det er svært at være åben omkring at have nogle mere ’bløde’ eller ’feminine’ værdier, som det at have en familie som et mål i livet, kan ses som. Det synes jeg faktisk lidt, der er noget underligt over – altså at maskulinitet og at være en dedikeret far ikke nødvendigvis hænger sammen for alle. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at se min mand med vores baby – jeg tror næppe, jeg kommer til at synes, at han er mere sexet eller mandig end i netop dét øjeblik. 

For at svare på dit spørgsmål om den følelsesmæssige forbindelse til baby, så bliver jeg nok nødt til at starte ved begyndelsen – da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Det viste sig nemlig, at min reaktion ikke var helt som den, man ser på film (surprise!). Vi er så ovenud privilegerede, at det lykkedes os at blive gravide meget hurtigt. Selvom det jo virkelig må siges at være fantastisk, især når man tænker på alle de par, der bruger år eller som endda aldrig lykkes, så oplevede jeg også, at vi faktisk ikke rigtig nåede at forberede os på det. På den ene side var jeg ekstremt opsat på det og håbede inderligt, at det ville ske med det samme, mens jeg på den anden side prøvede at beskytte mig selv ved at tænke, at der nok ville gå lang tid – netop fordi det også meget er det, man hører fra andre. I hvert fald blev øjeblikket, hvor vi stod med to streger på graviditetstesten mere et ”øh wow, hvor sindssygt, at det her sker!” end et ”vores største ønske er gået i opfyldelse, jeg er ekstatisk af lykke”-moment (aka filmversionen). Vi var rigtig glade og overvældede men mest af alt, tror jeg, chokerede. Allerede der kunne jeg altså tænke, at jeg ikke havde den reaktion, som jeg burde, fordi der var en uoverensstemmelse mellem den romantiske og ukomplicerede reaktion, jeg måske lidt naivt havde forestillet mig, og den utrolig komplekse oplevelse, det var rent faktisk at stå der selv. 

Da først jeg havde fattet – rationelt set – at jeg var gravid, kom angsten for at miste. Man hører så meget om den meget høje risiko for abort i de første tre måneder af graviditeten, som jeg tror for mig resulterede i et forbehold mod at lade mig selv sådan rigtig tro på, at det ville ske. Jeg var på en eller anden måde bange for at komme til at se dum ud i andres øjne, hvis vi nu mistede, og jeg så havde gået og ’bildt mig selv ind’, at jeg skulle være mor. Jeg har hørt mange skrækhistorier om kvinder, der næsten har fået skældud for at have fået de såkaldte tidlige scanninger, da det ikke er ’hensigtsmæssigt’ at knytte sig til fosteret så tidligt i graviditeten. Derfor tror jeg, at jeg, mere eller mindre eller bevidst, tog et panser på, som skulle beskytte mig fra at knytte mig for meget til det i maven, som så samtidig resulterede i, at jeg ikke turde lade mig blive henført af kærligheden til min baby. Det var også en af grundene til, at vi ventede ret længe med at fortælle familie og venner, at vi var gravide, for det havde vi hørt var mest fornuftigt. Det er en af de ting, jeg vil gøre anderledes næste gang. Jeg hørte om en bekendt, som lykkelig havde ringet til sin mor, lige så snart, de havde taget en test, og blev helt misundelig! Jeg beundrer den frygtløse og umiddelbare tilgang til processen. Derudover så var min oplevelse også, at det blev langt mere virkeligt, når vi delte det med vores kære, og det føltes altså virkelig dejligt, når det i forvejen var så svært at fatte. Jeg stemmer for mere frygtløshed og mindre fornuft fremover!

I takt med at maven vokser, har det været meget nemmere for mig at forstå, at det sker. Det samme da jeg begyndte at kunne mærke ham sparke. Jeg har nu også købt de første babyting – noget jeg har været meget tilbageholdende med at gøre, for hvor flovt at have indkøbt både barnevogn og krybbe, hvis nu ikke det blev til noget alligevel. Men jeg tror nu på, at vi får lov at møde ham og jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror mest den her rutschebanetur, som det lidt har været for mig at finde vej til tilknytningen til baby, er skambelagt, fordi vi ikke taler om det på et generelt plan. Min oplevelse er, at langt de fleste mødre, jeg har talt med, kan genkende følelsen i større eller mindre grad – heldigvis.

Ikke desto mindre er det dog lidt angstprovokerende at tage hul på det her i et offentligt forum. Tænk sig, at man allerede kan få tvivlstanker om, hvorvidt man er en god mor, inden barnet er kommet til verden! Jeg er spændt på at høre, hvordan du har oplevet den her proces, og om der er nogle af mine følelser, du kan genkende hos dig selv?

Kh. Julle

Endnu engang stor respekt for, at du deler så personlige detaljer! Imens jeg læser mærker jeg en stærk tro på, at mange kommende mødre fremover vil finde en tiltrængt ro og accept deres egen oplevelse i læsningen af dine ærlige beretninger.

Jeg kan virkelig godt genkende det billede du tegner af snarere at blive lamslået og forundret end ren og skær lykkelig ved nyheden om graviditeten. Jeg fandt det meget, meget surrealistisk i starten. Selvom min kæreste havde taget to test og fået det bekræftet hos sin læge, kunne jeg ikke rigtigt forstå det, og selv nu - snart fire måneder inde i graviditeten - kan jeg faktisk endnu ikke forstå det sådan helt.

Som jeg sidder og forholder mig til det nu, er jeg på den ene side ikke så overrasket igen. Jeg genkender oplevelsen af, at store og forholdsvis pludselige forandringer i min livsverden kun langsomt og gradvist bliver virkelige - ligesom når kærester og jeg er gået fra hinanden, eller når alvorlig sygdom eller død har haft ramt nogen tæt på mig i fortiden. Sådan har jeg det nu, men som jeg ser tilbage på de seneste fire måneder, har de rent faktisk været præget af ret stor overraskelse, dels over hvor lang tid det netop tager at sande den nye virkelighed, men endnu mere over hvor lidt jeg følelsesmæssigt har responderet på det hele.

På begge vores hidtidige scanninger er jeg ret forbigående blevet rørt, men det har stort set også været dét. Derudover har jeg følt mig overraskende ligevægtig, neutral og til tider endda tom overfor det faktum, at vi snart skal blive forældre og at jeg skal være far for første gang. Dette også i situationer, som jeg ellers på forhånd havde en rimelig klar forventning om skulle blive ganske følelsesladede situationer, såsom da vi første gang så to streger på graviditetstesten eller da vi delte nyheden med vores respektive forældre.

Denne overraskende udeblivelse af en forventet følelsesmæssig reaktion har til gengæld - lidt paradoksalt - medført en del følelser, heriblandt skuffelse, forkerthedsfølelse og tvivl. Hvorfor mærker jeg ikke rigtigt noget? Betyder det, at beslutningen var forhastet og at det egentlig ikke er det her jeg vil? Er jeg i virkeligheden en forholdsvis kold og kynisk person? Er der nogle følelsesmæssige blokeringer på spil i mig? Kommer jeg til at have svært ved at elske barnet, når det bliver født?

Indre spørgsmål som disse har ledsaget skammen over ikke at være mere berørt, end jeg har været, og jeg tror du har fat i noget super rigtigt og vigtigt, når du zoomer ind på hvordan f.eks. film gennem opvæksten hos mange af os har haft formet nogle ret idylliske forventninger til graviditeten som en ret så fantastisk, ukompliceret og lykkelig størrelse. Hvilket graviditeten jo også kan være, og også har været for mig langt hen ad vejen, selvom det vist ikke er fremgået så tydeligt af mine beskeder indtil videre. Meget kærlighedsfyldt og intimt og hyggeligt og spændende og magisk, ganske afgjort! Jeg håber blot, at vi med denne artikel kan understøtte aftabuiseringen af nogle af de vanskelige tanker og følelser, som en graviditet åbenbart - også - kan indebære af utilstrækkelighed, angst, tvivl, skam, ligegyldighed, fortrydelse mm.  

Afslutningsvis vil jeg gerne sige dig tak for denne her lille udveksling af erfaringer og refleksioner! For mig har det været et ganske terapeutisk samarbejde, dels at forholde mig til min egen proces og sætte ord på den, men bestemt også at læse dine betragtninger. Som med så meget andet når det handler om det psykiske, virker tingene meget mere forbudte og unikke til én selv, når de ikke bliver delt med nogen og får lov at vokse sig store inde i hovedet. Så for mig har det været ganske befriende at "stå frem" i fællesskab med dig, og jeg håber som sagt, at vi med dette tilbyder en omgang støttende læsning til nogle kommende førstegangsforældre, der heller ikke er helt sikre på, hvad de har rodet sig ud i og hvordan de skal håndtere de blandede følelser i processen.

God fornøjelse og held og lykke med resten af graviditeten Julle og ikke mindst fødslen! Og knæk og bræk på den anden side også - spændende hvor mange og hvilke slags artikler de oplevelser kommer til at give anledning til.

Alt det bedste til dig og jer!

O

Jeg synes, du sætter nogle virkelig fine ord på dine betragtninger i løbet af graviditeten her – tak for at dele dem så ærligt med mig. Jeg synes, de tvivlsspørgsmål du lister, er så genkendelige og jeg synes det er vigtigt, hvordan du lægger vægt på den vekselvirkning, der hele tiden sker mellem lykkefølelsen og ængsteligheden. Jeg tror heller ikke, at man skal undervurdere den enorme hormonpåvirkning, vi er udsat for, lige i forhold til det her, haha. Jeg beundrer din evne til at åbne op for din usikkerhed og stille den frem til frit skue her og kan ikke lade være at tænke, hvor heldig en baby, du får, der får lov at vokse op med en far, der også tør udtrykke sine sårbarheder. 

Jeg bider desuden mærke i dine overvejelser omkring store livsforandringer – altså at det ofte lige tager lidt tid at sluge dem. Det føles så rammende og sandt, og det undrer mig, at jeg ikke før har mindet mig selv om, at livsforandringer ofte lige skal have lov at bundfælde sig, inden de kan mærkes. Det er en god og vigtig pointe, som jeg synes der er en god portion betryggende selvindsigt i, og som er en af de mange ting, jeg vil tage med mig fra vores lille brevudveksling. 

Det har været enormt lærerigt og terapeutisk for mig også at give mig tid til at reflektere frit på denne måde – det gør man for lidt! Derudover har det føltes som et varmt kram at mærke, at jeg ikke er alene med de ’forbudte’ følelser, som du så rigtigt skriver. De gode følelser har jeg haft masser af mulighed for at udtrykke, selvom det selvfølgelig også er vigtigt at betone, hvor stor en rolle de også spiller i forløbet.

Så tusind tak, Oscar, for at være en god og tryg sparringspartner i det her format og kæmpe meget held og lykke med lille bebs i maven.

Jeg er sikker på, at I kommer til at klare det der forældreskab til UG. Jeg glæder mig til at kunne følge dig på rejsen ind i denne næste fase af vores liv. 

Mange kram,
Julle