Det er som om venskaber er blevet små catch-up-møder, hvor vi næsten dukker op med en mental to-do-liste: husk at fortælle om jobsamtalen, husk at spørge til brylluppet, husk at have noget at sige.

At du har fået overstået en aftale, mere end du har fået nærvær?

Og midt i alt det glemmer vi ofte det umiddelbare og levende – alt det, der ligger bag opdateringerne, og som kun findes, når vi faktisk er sammen i nuet.

Hvad nu hvis et godt venskab ikke kræver en kop kaffe, en kalenderinvitation eller et “hvordan går det?”-script?
Hvad nu hvis det kræver,
at du er der, før historien
er skrevet?

Min veninde sagde:

Jeg kunne godt forstå hende. Måske afslører det noget vigtigt: At vi hele tiden prøver at indhente noget, der er løbet fra os.

Relationer er det vigtigste, vi har. Så hvorfor gøre det kedeligt at være i dem?

At være sammen, mens noget sker. Ikke kun bagefter som
et referat.

Så hvorfor ligger du dig ikke på deres sofa?



Hjælper din ven med et eller andet ligegyldigt?



Kigger forbi til frokost på
deres arbejde?

Alt det små, uplanlagte, uprætentiøse — det er jo det, der er vores ægte liv?