Avilius Bloggen | Tavshed, nærvær og indre fordybelse: Reportage fra en silent vipassana retreat
Book
en tid!
Avilius Bloggen

Tavshed, nærvær og indre fordybelse: Reportage fra en silent vipassana retreat

Med en finger foran sin trutmund indikerede retreatlederen, at der officielt var blevet erklæret stilhed. Læs Oscars beretninger fra otte dage i komplet tavshed.

Skrevet 16/11/22 af Oscar Lui Bjerre

Foto af Oliver Herlitschek

I efterårsferien 2022 drog jeg med min hovedpude under armen og min beskedne erfaring med meditation til Røsnæs på Vestsjælland for at prøve kræfter med en intensiv meditationsretreat over otte dage. Det skulle vise sig at blive en både ekstremt krævende og givende oplevelse ulig noget andet, jeg havde prøvet tidligere.

Med denne artikel vil jeg forsøge at give et indblik i, hvordan ugen udfoldede sig udadtil og indadtil, samt hvilken betydning oplevelsen har haft i de efterfølgende uger.

Oscar Lui Bjerre er psykologistuderende og samtalepartner i Avilius.

Hvad er en silent vipassana retreat?

Ordet retreat stammer fra det engelske verbum to retreat, som betyder at trække sig tilbage. Når brugt som substantiv betyder en retreat altså, en periode hvori og/eller et sted hvortil man trækker sig tilbage. Hvad man trækker sig tilbage fra, er som regel sit hverdagsliv med dets rutiner, opgaver og forpligtelser samt den bekymring, stress og meningsløshed hamsterhjulet ofte indebærer. Hvad man trækker sig tilbage til, er som regel et roligt tilflugtssted i naturskønne omgivelser, hvor man gennem nærende aktiviteter, sund kost og god søvn kan lade batterierne op og danne sig et fornyet perspektiv på sin tilværelse.

En silent vipassana retreat er imidlertid en helt særlig form for retreat, der centrerer sig omkring en flere tusinde år gammel buddhistisk praksis kaldet vipassana. Vipassana kan oversættes til at se med klarhed eller indsigt. Hvad der søges indsigt i er ”virkelighedens sande natur”, som ifølge theravada-buddhismen er kendetegnet ved tre universelle karakteristika.

  1. Vores menneskelige bevidsthed består i en altid øjeblikkeligt foranderlig strøm af tanker, følelser og sansninger, der hele tiden opstår, forandrer sig og ophører.
  2. Så længe vi identificerer os med og klynger os til noget bestemt bevidsthedsindhold, vil vi leve i lidelse, da dette med sikkerhed vil forandre sig og ophøre.
  3. Der findes intet kerneselv, dvs. vi rummer som mennesker ikke en uforanderlig kerne af unikke personlige egenskaber, og vi kan ikke udøve overherredømme over os selv.

Indsigten i disse universelle karakteristika ved eksistensen trænes gennem, ikke overraskende, meditation. Først og fremmest meditation i klassisk forstand, hvor man sidder i ro og mag med lukkede øjne og trækker vejret gennem næsen, men også i form af gående meditation og spisende meditation. Sagt med andre ord er en vipassana retreat mere eller mindre tænkt som én lang meditativ praksis fra man ankommer til man tager hjem igen – og nå ja, så foregår den altså silent, dvs. i fuldkommen tavshed. Eller… næsten i hvert fald. Retreatlederen, meditationslæreren, ypperstemunken, sensei, eller hvad man nu engang kalder vedkommende i spidsen for retreaten, instruerer somme tider meditationerne inden man sætter sig og retter opmærksomheden mod åndedrættet i et sted mellem 45 minutter og tre timer. Vedkommende giver også hver aften en såkaldt Dharma-tale, dvs. et mundtligt oplæg, der giver en indføring i den buddhistiske filosofi, der danner grundlag for praksissen, som deltagerne endvidere har mulighed for at stille spørgsmål til efter frokost den efterfølgende dag.

Men derudover er der fuldkomment stille. Også når man passerer hinanden på gangene. Også når man er alene med en af sine værelseskammerater på værelset. Og altså også når man sidder ca. 30 personer i en spisesal og spiser vegetarisk morgenmad, frokost eller aftensmad sammen.

En silent vipassana retreat er således en meget, meget særlig størrelse, hvor man i skræmmende stor grad er overladt til sig selv og til sit indre univers, men samtidigt deler noget stort og bevægende med andre mennesker i et tavst, men yderst stærkt fællesskab. Det er på ingen måde et wellness-ophold, men snarere et ugelangt og benhårdt mentalt arbejde, der efterlod mig fuldstændigt udmattet i dagene efter hjemkomst.

"Et tavst meditationsophold er på ingen måde et wellness-ophold, men snarere et ugelangt og benhårdt mentalt arbejde, der efterlod mig fuldstændigt udmattet i dagene efter hjemkomst."

Hvordan jeg som naiv nybegynder indenfor meditationsverdenen oplevede at træde ind i dette fremmede og omvæltende format, vil jeg på de følgende sider forsøge at dele med dig efter bedste evne.

Den store afmystificering

Jeg havde tilmeldt mig retreaten et halvt år tidligere. På daværende tidspunkt befandt jeg mig psykisk et sted, hvor jeg var meget optaget af at flytte mine personlige grænser og forholde mig mere indgående til mig selv. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at jeg eksperimenterede med psykedeliske svampe og indre rejser, vinterbadede meget og hver måned gik en tur på 50 km., så da en studiekammerat fortalte mig, at man kunne gøre disse langvarige og intensive meditationsretreats i Danmark, talte han direkte ind i mit coming of age-projekt og pirrede en stor trang til at udforske dette radikale fænomen nærmere.

Forår blev til sommer, sommer blev til efterår og det gik efterhånden op for mig hvad udfordringstørstige april-Oscar havde forpligtet travle oktober-Oscar til. Indre modstand tog til efterhånden som retreaten nærmede sig, og i den sidste måned ledende op til efterårsferien rystede jeg dagligt bekymret og opgivende på hovedet og tænkte: ”jeg kommer ikke til at være klar”, ”det bliver et helvede” og specielt ”jeg har jo ikke tid” – ”jeg har SLET IKKE tid!”. Mellem disse tanker kunne jeg godt smile af mig selv og se det paradoksale i, at jeg følte mig for travl og stresset til en afstressende retreat, men det afholdte ikke mit sind fra at producere alverdens fantasier omkring, hvordan jeg dog kunne slippe udenom denne tåbelige retreat – helt op til den dag, hvor tiden endelig var inde.

På den første retreatdag var der indkvartering fra klokken 15.30. Ved ankomst mærkede jeg en vis lettelse i den store afmystificering, der lå i endeligt at se stedet, se det værelse jeg skulle bo på, hilse på mine venlige værelseskammerater og vælge min plads i meditationshallen. Kl. 17.30 bød programmet på en fælles velkomst, hvor der blevet givet nogle kortfattede og præcise instruktioner angående ugens forløb, fordelt såkaldte yogi-opgaver – jeg skulle sammen med to andre stå for kaffe og te om aftenen – samt løbet en klassisk navnerunde igennem. Jeg kunne til min ret store overraskelse konstatere, at gruppen bestod af omtrent 75% mænd og at aldersgennemsnittet var lavere end jeg havde forventet, ca. 35 år. Da den fælles velkomst var ovre havde klokken rundet 18, så jeg gik i gang med at sætte lidt kaffe og te over til efter aftensmaden. Det var fortsat tilladt at tale, så man havde mulighed for at koordinere sine yogi-opgaver med sit lille hold, men før jeg vidste af det, blev jeg irettesat af en mand med en meget speciel hue, der med en finger foran sin trutmund indikerede overfor mig, at der officielt var blevet erklæret stilhed og at det var på tide at jeg flettede næbet og holdt det lukket i en uge.

Før jeg vidste af det, blev jeg irettesat af en mand med en meget speciel hue, der med en finger foran sin trutmund indikerede overfor mig, at der officielt var blevet erklæret stilhed og at det var på tide at jeg flettede næbet og holdt det lukket i en uge.

Det initiale chok over, at den retreat jeg havde gjort mig forestillinger omkring i et halvt år, nu var i gang – at jeg nu rent faktisk sad i en spisesal med 30 mere eller mindre fremmede voksne og spiste srilankansk aftensmad i absolut stilhed – aftog hurtigt. I løbet af det første aftenmåltid mærkede jeg hvordan mine skuldre sænkede sig, den sidste modstand aftog og jeg accepterede det forhold, at jeg nu var i gang og havde tænkt mig at gennemføre. Jeg erfarede hurtigt, hvordan den fælles aftale om hverken at tale eller interagere på anden måde medførte, at min opmærksomhed vendte sig indad.

Vi er i det daglige så vante til, at vores miljø og vores gøremål lægger beslag på vores opmærksomhed fra vi åbner øjnene om morgenen indtil vi lukker dem igen om aftenen. Desuden syntes der at være en tendens til, at vi, lige så snart der opstår en mulighed for at lukke øjnene i to minutter og forholde os til, hvordan vi egentlig har det i situationen, hvad end vi sidder på toilettet, i et venteværelse eller i offentlig transport, hiver telefonen frem eller på anden måde forhindrer opmærksomheden i at søge indad. Dette bliver usandsynligt tydeligt på en vipassana retreat, hvor opmærksomheden ikke bare inviteres, men tvinges indenfor i en hel uge.

Voksenhjemve på sikker afstand

De første par dage på retreaten var i særdeleshed krævende. For første gang i mange, mange år oplevede jeg reel hjemve. Jeg følte mig alene og isoleret på en grundlæggende utryg og trist måde, og jeg længtes efter min kæreste på samme måde, som jeg gennem min barndom havde længtes efter min mor i forbindelse med lejrskoler og andre slags overnatninger langt væk fra det trygge hjem. Den intensive meditation gav mig intet andet valg, end at lade mig helt og aldeles opsluge af oplevelsen og virkelig studere den. Alverdens barn- og ungdomsminder forbundet med hjemve strømmede gennem min bevidsthed under de siddende meditationer, og det var på en og samme tid hårdt og spændende at genopleve som voksen. Især var det spændende at forbyde sig i kompleksiteten af denne oplevelse af hjemve, detaljerne i den og nærstudere dynamikken i dem. Hjemve var ikke længere bare hjemve, men en slags sjælesuppe kogt på en bund af et evigt, sort, sugende vakuum i maven, tilsat en gennemtrængende frygt for sammenbrud, panik og ydmygelse, en trang til at flygte og forsvinde, rørt sammen med billeder af min kærestes varme og mit sengetøj på mit barndomsværelse, serveret med et utal af minder om smertefulde adskillelser.

Som jeg sad og erfarede disse nuancer af oplevelsen direkte time efter time, iagttog jeg dem samtidigt på sikker afstand, og som jeg nu ser tilbage på retreaten, kan denne dobbelthed siges at være selve essensen af meditationen. Ligesom man i biografen hele tiden har en baggrundsbevidsthed om, at man sidder i biografen og at filmen bare er en film, selvom man bliver opslugt af filmuniverset og lever sig ind i karakterernes tanker og følelser, på samme måde med meditationen.

Tankerne udspiller sig, følelserne erfares og kropsfornemmelserne mærkes, men hele tiden på afstand af en opmærksomhed på, at alt dette bare er bevidsthedsindhold, som jeg ikke behøver at gå ind i eller identificere mig med.

Med denne mere eller mindre konstante metaopmærksomhed kan jeg mærke tristhed uden at være ked af det og mærke nervøsitet uden at være ængstelig, så længe jeg er opmærksom på, hvordan følelsen af tristhed eller nervøsitet opstår som en bevægelse af indre billeder og fornemmelser i kroppen, der hele tiden forandrer sig og altid ophører igen.

Ro i maven og nattens mystik

Den indledende hjemve transformerede sig hurtigt til mere behagelige kærligheds- og afsavnsfølelser, sandsynligvis hjulpet på vej af den intensive opmærksomhed jeg skænkede den. De fornemmelser af uoverkommelighed og præstationspres, der i baggrunden havde præget meditationerne de første par dage, aftog ligeledes og meditationerne blev mere fredfyldte. Inden retreaten havde jeg begrænset erfaring med meditation. I ca. otte måneder havde jeg forsøgt at etablere en daglig meditationspraksis – i visse perioder med større held end andre – men havde aldrig prøvet at meditere mere end 30 minutter ad gangen. Det betød, at jeg gik ind til retreaten med forventningen om, at de lange meditationer på mellem halvanden og tre timer ville blive et spørgsmål om ren og skær overlevelse, og det tog altså et par dage for denne indstilling at ændre sig.

Det store i det lille: Det efterlod en helt speciel ro til at bemærke og glædes over meget små detaljer, såsom en stavefejl på tavlen, en glemt golfkugle i buskadset eller en forvildet mariehøne.

Om morgenen på dag tre skete der i det hele taget et ret skelsættende skifte i min forståelse af retreaten og i min tilgang til den resterende del af den. I min dagbog skrev jeg på dag tre herom:

”I morges, imens jeg drak en kop morgenkaffe og kiggede udover vandet og den tilstødende golfbane, faldt der en slags afklaring over mig. Jeg fornemmede, at det var i orden, at jeg gjorde retreaten på min egen måde, fremfor hele tiden at tilpasse mig og prøve at gøre retreaten som jeg forestiller mig, at andre mener, jeg bør gøre den. Som ”man” helst bør gøre den. Det var en ret stor befrielse at give mig selv den frihed. Mere konkret handlede det om overvejelser over spørgsmål som: Må man have kontakt med sin kæreste, imens man er på retreat? Bør man lade være at drikke kaffe? Er det i orden at tygge tyggegummi? Hvor langsomt bør man gå på gangene, imens man er på retreat? Skal man absolut sidde i skrædderstilling imens man mediterer? Og hvor slemme skal siddesmerterne være, før man kan tillade sig at skifte siddestilling? Ift. disse og mange flere lignende spørgsmål gav jeg ligesom mig selv fri fra at stræbe efter et ideal om den gode retreatdeltager, og gav mig selv lov til at gøre det nøjagtigt som det løbende giver mening for mig.”

Med min erfaring af, at meditationen var mere afslappende end krævende og mere indsigtsrig end kedelig, samt med min nyvundne ro i maven over, at jeg rent faktisk var fri til at indgå i retreaten akkurat som det gav mest mening for mig, begyndte dagene – fra at have været nogle af de længste i mit liv – at gå forholdsvis hurtigt. Jeg mærkede et stigende overskud til virkelig at nyde formatet og en voksende appetit på rent faktisk at få mest muligt ud af opholdet imens det varede. Jeg gav mig mere hen til praksissen, som den var tiltænkt; jeg kunne i større grad overføre det meditative nærvær på spisningen og på mine langsomme gåture i området, og jeg begyndte at sidde med på de frivillige aftenmeditationer, der hver aften begyndte kl. 22 og sluttede, når den sidste gik i seng ud på natten.

Disse meditationer viste sig at være anderledes på en ret så eventyrlig måde. Der sker noget ganske særligt, når man i en gruppe sætter sig sent om aftenen med al den koncentration og indre kontakt man har bygget op i løbet af en dag i stilhed, uden et mål for hvor længe man skal sidde og udelukkende motiveret af nysgerrighed på bevidsthedsbiografens seneste forestilling. Imens vinden hyler udenfor i den kolde efterårsnat, regnen knitrer på tagvinduerne og de flakkende stearinlys danner dansende skygger bag øjenlågene, er det som om, at nattens fortrolighed og mystik former bevidsthedsstrømmen. Pludseligt er det i større grad livsminder, der har udspillet sig imens resten af verden var gået i seng, der melder sig, og de billeder, intuitioner, mønstre, ord, væsener og farver, der glider forbi, bærer ligesom præg af den eftertænksomhed og tillokkende uhygge, som natten også bærer med sig. Heldigvis er man ikke alene i det. Uanset om man er faret vild i den mørke skov, ligger på bunden af havet eller svæver rundt i universets tomrum, bliver man hele tiden holdt af de andre i salen, der lejlighedsvis sender subtile signaler om, at de også er til stede, når de sukkende giver slip på åndedrættet, skifter stilling eller på uldstrømper lister tilbage mod værelset.

Vil du lære dig selv bedre at kende?

Hos Avilius tilbyder vi SU-venlig terapi til dig, der gerne vil arbejde med dig selv – i selskab med en person, der ved hvordan det er at være ung.

Værdsatte øjeblikke og transformerende perspektiver

På sidste halvdel af retreaten begyndte nogle vigtige brikker at falde på plads, efterhånden som jeg havde flere øjenåbnende oplevelser. Især oplevelser præget af stor beundring og tilfredshed ved ellers så simple og vante aktiviteter gjorde kraftigt indtryk på mig. Det er utroligt så intenst og frydefuldt det kan være at spise sin frokost, gå en tur på stranden eller blot iagttage naturen – den tætte tåge over de øde golfbaner, kragernes skrig i de fjerne træer og de dugfyldte edderkoppespind – såfremt dette bliver gjort med det samme intensive nærvær, som udvikles, når opmærksomheden atter og atter og atter rettes mod bevidstheden og selve kvaliteten af oplevelsen af at være sig selv i verden. Det var som om, at der var en særlig ægthed eller renhed over mange af mine oplevelser mod slutningen af retreaten. Det var som om, at min indre stemme var blevet lullet i søvn af de tusindevis af dybe vejrtrækninger og langsomme skildpaddeskridt, og at det efterlod en helt speciel ro til at bemærke og glædes over meget små detaljer, såsom en stavefejl på tavlen, en glemt golfkugle i buskadset eller en forvildet mariehøne. Det var som om jeg trængte mindre, hvilket var befriende, og det var som om, at livets råstof, altså luften jeg ånder, maden jeg spiser, de skridt jeg tager, den verden jeg ser og de mennesker, der omgiver mig, var nok i sig selv og vækkede en helt umiddelbar taknemlighed og glæde, hvilket var smukt. På dag seks skrev jeg ganske sigende for denne sindstilstand i min dagbog:

”Jeg håber virkelig, at jeg kan bevare denne tilstand, når jeg kommer hjem. Overfor min kæreste, overfor min familie, mine venner, de folk, der stoler på mig som deres hjælper; når jeg transporterer mig til og fra arbejde, når jeg spiser, træner, studerer, handler ind osv. Som jeg ser det nu, har jeg jo et perfekt liv. Jeg kunne ikke tænke mig noget anderledes, bortset fra i større grad at formå at sætte pris på det.”

Det begyndte gradvist at fremstå tydeligere for mig, hvor fraværende jeg i virkeligheden er i mange facetter af min tilværelse. På afstand af min dagligdag kunne jeg skimte, hvor skræmmende store dele af mit liv jeg gennemlever uden at sætte nær så stor pris på det, som jeg har mulighed for og som jeg jo egentlig ville ønske, at jeg evnede. Så mange chancer, begyndte jeg at tænke; så mange chancer for dybfølt glæde, taknemmelighed, mening, fællesskab og kærlighed jeg lader passere hver dag, fordi målrettethed og stress gennemsyrer min sindstilstand og medfører, at jeg tilgår størstedelen af situationerne i min hverdag som noget, der skal klares, gerne med en vis effektivitet og med et vist udbytte.

Siden hvornår er mit liv blevet en plan, der skal eksekveres? Hvornår startede denne række af på hinanden følgende dage, uger, måneder og år, der mest af alt har karakter af en overambitiøs to-do liste?

Sådan ville jeg sidde og undre mig, imens bølgernes rytmiske skvulpen langs strandkanten var det eneste vidnesbyrd i mine omgivelser om, at tiden fortsat går, selvom man er på retreat og befinder sig langt, langt ude i en tanketråd omkring kapitalismens faldgruber.

Individualisme, materialisme, hierarki, konkurrence, præstation… hvorfor skal det fylde så meget? Hvorfor køber vi ind på det, når vi alle sammen lider under det? Planlægning, strukturering, organisering, dokumentering… jeg er så træt af det! Selvudvikling, selvoptimering, selvmonitorering… jeg er færdig med det! Hvorfor arbejder jeg så ihærdigt på at skabe de rette betingelser for, at jeg kan være lykkelig på et altid udefineret tidspunkt i fremtiden, at jeg forsømmer at nyde livet som det udspiller sig lige foran min skæve næse hele tiden? Prøv at se hvor ivrigt jeg træder i pedalerne på min cykel og prøv at se, hvordan jeg higer efter at nå metroen om et minut fremfor om fire… prøv at se hvor ofte jeg prøver at gøre to ting samtidigt, og hvor svært jeg har ved at nyde en aktivitet, hvis den ikke på en eller anden måde bærer præg af præstation eller produktivitet. Hvad er det dog jeg stræber jeg efter? Hvad er det dog jeg tror, der er at opnå på den anden side af indsatsen? Jeg har det hele i forvejen. Jeg har allerede alt hvad jeg kunne drømme om – jeg ser det så lysende klart – men i min dagligdag kan jeg ikke se det, fordi bestræbelsen giver mig skyklapper på. Jeg er jo en desorienteret ung mand, en blind passager i det afsporede tog vi kalder samfundet, og jeg skal til at slappe fucking af – jeg skal til at glædes mere og kontrollere mindre, værdsætte mere og forbedre mindre, lege mere og analysere mindre, elske mere og udfordre mindre.

Tiltrængt afslutning og fundamental integration

Okay, helt så desorienteret og afsporet var hverken jeg eller samfundet vist heller ikke, skulle det heldigvis hurtigt vise sig. Ikke desto mindre er tankerækken ret sigende for den oplevelse af klarsyn, der tilbagevendende besøgte mig på retreatens sidste dage med et overbevisende budskab om, at jeg trængte til at føre et mere afslappet, nærværende og taknemligt liv.

Da retreaten endelig var ovre, kunne jeg konstatere, at det var yderst tiltrængt. Jeg mærkede, hvordan det havde udmattet mig at koncentrere mig så intenst gennem en uge, og hvordan jeg det sidste halvandet døgn havde kørt på dampene af mine kognitive reserver. Jeg var parat til at vende hjem, om end en smule vemodig over at noget nærmest helligt var slut. En blid eufori prægede gruppen, der med sine tilbagevundne og overraskende velfungerende stemmer tog afsked med hinanden og efterhånden forlod stedet med kurs mod lige så mange forskellige afkroge af landet, som de var kommet fra otte dage tidligere.

"Jeg har det hele i forvejen. Jeg har allerede alt hvad jeg kunne drømme om – jeg ser det så lysende klart – men i min dagligdag kan jeg ikke se det, fordi bestræbelsen giver mig skyklapper på."

At komme hjem igen var... specielt. Lettere chokerende vil jeg endda sige. I en hel uge havde jeg koncentreret mig om udelukkende at gøre én ting ad gangen, så da min kæreste både serverede dejlig frokost for mig og forventede at høre om mine oplevelser, sad jeg nærmest lamslået i stolen overfor hende. Lige så gerne jeg ville dele min oplevelse med hende, ville jeg gerne nyde hendes hokkaidosuppe og foccacia, men min nyerhvervede erfaring af, at jeg umuligt kunne gøre begge dele samtidigt, gjorde det umuligt at begynde på nogle af delene. Jeg kunne ikke andet end smile af denne oplevelse, der gjorde det overraskende tydeligt, at jeg på retreaten ikke blot havde lært nogle teknikker eller fået nogle indsigter, men at selve min måde at være i verden på havde ændret sig.

Mange, mange situationer de efterfølgende dage og uger har understreget samme budskab. Det er som om, at tingene har givet mening på en ny måde. Nuvel, det meste er det samme og jeg er ikke et nyt menneske, men jeg må alligevel indrømme, at retreaten har medført nogle mere fundamentale forandringer hos mig, end jeg havde forventet. Eksempelvis har jeg givet slip på en række kontroltiltag, jeg har haft underlagt mig selv gennem flere år, såsom at føre regnskab over min døgnrytme og mit indtag af alkohol mv. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt har bestemt mig for det, analyseret mig frem til en forståelse af denne strategi eller overvejet fordele og ulemper ved at opgive den, men fordi det bare ikke har givet mening at gøre længere siden jeg kom hjem. På samme måde forholder det sig på flere andre områder. Jeg har oplevet en større grad af ro, både i hovedet og i maven, samt en større grad af opmærksomhed på mig selv. Hvilke tanker tænker jeg nu og her? Hvilken rytme kører de i? Hvordan har jeg det egentlig i denne situation? Hvilke impulser til at reagere på en bestemt måde mærker jeg? Hvordan ønsker jeg faktisk at forholde mig i stedet? Disse spørgsmål og deres svar har fået et nyt liv i min bevidsthed, alt sammen præget af en større grad af accept, tiltro og glæde.

I denne sammenhæng kan en vipassana retreat altså også forstås som en fortættet egenterapeutisk praksis med mulighed for fundamentale og varige virkninger – noget, jeg vil anbefale at prøve til de, hvis nysgerrighed har en motiverende smag og en vis rigtighed over sig ovenpå denne læsning, samt noget, som jeg i hvert fald – nu da oplevelsen er kommet på cirka tre ugers afstand – meget vel kan se mig selv gøre igen.

Velkommen til Avilius!

Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.

Random artikler

29/02/20

Hvornår glemte vi hinanden?

Livets uendelige ræs virker pludseligt meningsløst, hvis man ikke stopper op og tænker over, hvorfor vi ræser, som vi gør.

Skrevet af Esther Safir

Foto af Jonas Villadsen

23/01/23

Tips til at overleve mørke tider

Har du gjort vinteren til sorteper i årstidernes kortspil? Inde-energi, te-aftaler og dybfrossen næse kan virke som en kedelig affære. Så hvordan krydrer vi den, og giver sorteper en makeover?

Skrevet af Caroline Lautrup

Foto af Jenny Amdi

Avilius Bloggen

Er Avilius det rigtige for dig?

Book en tid direkte eller skriv til os her! Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

I tvivl? Ring til os på 74 44 44 69!

Det er ok bare at være nysgerrig.

Uanset om du er klar til at starte i terapi, har konkrete spørgsmål eller bare vil vide lidt mere om os, kan du skrive til os her. Vi svarer i løbet af et par dage.

“Hvis du kunne gøre det hele igen, ville du gøre det hele igen” — Caspar Eric, Alt hvad du ejer
“The only way out is through” — Iceage, Lockdown Blues
“For there is always light, if only we’re brave enough to see it – if only we’re brave enough to be it” — Amanda Gorman, The Hill We Climb
“Én dag af gangen med min ryg op af muren, hovedet helt i vejret og benene på jorden” — Artigeardit, Stå Op Gå Ned
“Den der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet” — Karen Blixen, 1932