Tre spørgsmål til den trætte aktivist

Aktivisme handler ikke kun om at råbe højt. Det handler også om at passe på dig selv, mens du kæmper. Når vi tager vare på os selv, kan vi blive ved med at tage vare på verden.

I denne samtale mødes Oliver Anton, politisk rådgiver i Amnesty International, og Kasper Mygind, samtalepartner i Avilius, for at undersøge et spørgsmål, mange aktivister genkender:

Oliver Anton: Som aktivist kan man nemt føle, at man altid skal være på gaden, opdateret og i kamp. Men du kan ikke kæmpe hele tiden.

Pauser er ikke et svigt. De er brændstof til at blive ved.

Kasper Mygind: Det kan være udfordrende, men samtidig enormt givende at være fleksibel med det ansvar, du tager på dig. Du behøver ikke altid bære hele verden på skuldrene.



Du kan spørge dig selv: Hvad kan jeg bidrage med i dag, uden at tære på mig selv?



Små, bevidste skridt kan være et fundament for et mere bæredygtigt og længervarende aktivistisk virke, i modsætning til at presse sig selv til konstant kamp.

Oliver Anton: Forandring tager tid. Historien viser, at sejre kommer langsomt, men de kommer, fordi vi nægter at give op. Når nutiden føles magtesløs, kan det give styrke at huske de historiske kampe, vi står på skuldrene af.

Styrken vokser i fællesskaber, hvor vi både handler og deler de svære følelser. Følelserne forsvinder ikke, men de bliver lettere at bære sammen.



Når vi giver plads til utålmodighed og håbløshed, kan vi også med tiden finde ny energi til at fortsætte.”

Oliver Anton: Selvomsorg er ikke egoisme. Det er det, der gør det muligt at blive ved med at kæmpe for andre.

Aktivisme kræver energi og nærvær, og derfor er selvomsorg ikke et kompromis, men en forudsætning.

Kasper Mygind: Aktivisme kan tage mange former: det kan være en nærværende og nysgerrig samtale med nogen, du ikke er enig med, at lave et godt måltid til de andre aktivister, og i nogle tilfælde at trække dig en periode.

At kæmpe for en bedre verden foregår ikke kun ude i gaderne, men også i måden, du er omsorgsfuld over for dig selv.

 Det er fundamentet for også at kunne være til stede for andre.