Hver dag kan føles som at stå foran en hel buffet af muligheder. Det kan være små muligheder, som sætter sig fast i struben, når vi skal tage en beslutning. Nogle gange kan forsøget på at tage en beslutning, udvide muligheds-buffeten og gøre det endnu sværere at mærke, hvad vi egentlig er sultne efter.

Det er en metafor, som kan hjælpe os med at zoome ud af vores egen linse og anskue den overdådige buffet på en ny og simpel måde. Det kan hjælpe os med at gøre beslutningsprocessen mere spiselig.

I en æra, hvor samfundet er præget af en overflod af muligheder, står vi overfor en privilegeret udfordring, der kan virke paradoksal. På overfladen kunne man tænke, at det er den største frihed at have en bred vifte af muligheder indenfor arbejde, uddannelse, livsstil og identitet.

Hvis vi forestiller os, at vi står foran verdens største all inclusive-buffet og er fyldt med sult, glæde og begejstring. Men pludselig mærker vi, at hjertet begynder at hamre, fordi vi skal tage stilling til, hvad der skal på vores tallerken og beslutte hvor vi skal starte henne. Det føles altafgørende for vores liv, om vi skal have scrambled eggs, croissanter, yoghurt, juice, spørge om en omelet eller bare tage det hele. Det kæmpestore udvalg slører intuitionen. 

To tilstande, der markerer overgangen fra forventning til tilfredsstillelse eller fra mæthed til en følelse af velbehag. Før buffetten åbner, er vi ofte fyldt med forventningens glæde, ivrige efter at udforske det mangfoldige udvalg af retter og smagsoplevelser.

Men så kommer efterbuffet-stadiet, hvor vi enten forlader buffeten mætte og tilfredse, taknemmelige for de kulinariske oplevelser, eller også føler vi os overmætte.

Hvis vi skifter til en lidt mindre billedlig tilgang, udgør vores "buffet" en sammensætning af venner, skole, familie, hjemmet, arbejdet og alt det, der kræver vores opmærksomhed og pleje i hverdagen.

Disse aspekter udgør grundpillerne i vores dagligdag og er afgørende for at opretholde en balance i vores tilværelse. Det er vigtigt, at disse områder er i balance på en måde, der stemmer overens med vores personlige ønsker, prioriteter og interesse. Når vi tager os tiden til at evaluere disse områder kan vi bedre skabe et overblik over, hvilke elementer der måske trænger til lidt ekstra kærlighed. Dette giver os mulighed for at identificere, hvad der skal prioriteres, så vi ikke bliver overmætte og stressede.

Her er en oversigt over de ting, som vi alle har i vores buffet:

Det søde – som jeg ved smager godt (selvkærlighed, venner, familie osv.)

Det bitre – som jeg ved, at jeg skal spise (arbejde, skole, bankkontoen osv.)

Det flotte – som jeg ved, at andre synes ser godt ud (det ydre billede)

Det sunde – som jeg ved er godt for mig (motion, næring og søvn)

Når vi glemmer at gøre det, kan vi komme til at lave en indre powerpoint af muligheder, hvor hvert slide er et rodet spørgsmål, som skifter til det næste, inden vi færdiggør sætningen eller mærker, hvad vi egentlig har lyst til.

Og sådan kan den rastløse nerve begynde at stritte, og så kan vi pludselig slet ikke mærke, hvad vi er sultne efter. Det kan stadig være et stort problem i hverdagen, hvis vi hele tiden skal ud i ubeslutsomheden/mulighedernes ubehag.

Muligheds-buffeten kan give os friske øjne og se mulighederne udefra, så det bliver nemmere at overveje, hvilken type mad, vi er i underskud af. Det kan være, at vi mærker, at vi er ubeslutsomme, fordi vi ikke har fået spist den sunde “pligt”-mad, som kan være noget arbejde, som snart overskrider udløbsdatoen. Det kan være den underliggende tanke, som gør, at vi ikke kan nyde den søde mad, fordi vi lige skal have en vitaminpille først. 

Det kan give ro at vide, at den uoverskuelige og overdådige buffet sagtens kan inddeles og struktureres. Vi kan personificere, krydre og besværliggøre vores muligheder, når vi kun har vores tanker at bakse med. Derfor kan det gavne os, når vi pludselig begynder at lure på den flotte mad, selvom vi ved, at det er tomme kalorier. Nu bliver det også meget metaforisk, men vores buffet kan være nem at afkode, hvis vi gør os nysgerrige på vores egne fælder.

Vi må huske på, at vores behov ikke er ensartede og det er okay, at vi ikke har den samme appetit. På den måde kan valgmulighederne begrænses, når du først vælger et område, du har lyst til og mærke efter, hvornår du er mæt. Hvis vi kan minde hinanden om, at vi gerne må kigge på maden før vi spiser den – selvom det er udfordrende, når vi bliver præsenteret for 1000 forskellige retter oppe i hovedet. Men når vi bliver gode til at vide, hvornår vi samler appetit og trækker os, kan vi blive bedre til at se positivt på den store mængde af muligheder.